VELKOMMEN TIL FORLÆGGERFORENINGEN!

Vi er de danske forlags interesseorganisation og har til formål at fremme medlemsforlagenes fælles interesser.

Vi er forlagenes fælles talerør i forhold til regering, politikere, myndigheder, pressen samt offentligheden i øvrigt om forhold som har indflydelse på forlagenes arbejdsforhold, og vi forsøger at skaffe medlemsforlagene indflydelse på og information om lovgivning samt andre forhold som er væsentlige for forlagsområdet. Det sker dels som aktiv hørings-partner, dels ved iværksættelse af egne initiativer på relevante områder.

Forlæggerforeningen varetager tillige kontakt med organisationer i udlandet og indgår i et særligt tæt samarbejde omkring indflydelse på europæisk relevant lovgivning via medlemskab af den europæiske forlæggerforening (FEP).

 

 

NYHEDER

 

2. september 2010

Forlagenes handelsbetingelser efter 31. januar 2010

Forlagene er i princippet frit stillede i forhold til at lave nye handelsbetingelser, når samhandelsreglerne bortfalder ved udgangen af 2010. Forlæggerforeningen har opfordret NBC og DBK til at orientere forlagene om, hvilke begrænsninger ekspeditionernes standardvilkår sætter i forhold til forlagenes fastsættelse af handelsbetingelserne.

Se nærmere

 

 

5. august 2010

Den europæiske forlæggerforenings (FEP) høringssvar til Kommissionens Green Paper "Unlocking the Potential of Cultural and Creative Industries"

Bogindustrien er den største kulturelle industri i Europa med en omsætning på omkring 23,75 mia. euro. FEP peger på en række rammevilkår, som er afgørende for, at der også fremover udvikles og investeres i bøger, herunder:

Ophavsretten udgør rygraden for forlagsbranchen, og FEP opfordrer til at sikre stabilitet og forudsigelighed samtidig med at mulighederne forbedres for at håndhæve rettighederne særligt på internettet, hvor piratkopiering er et stigende problem.

For at sikre gode rammevilkår for handel med bl.a. e-bøger opfordres Kommissionen til at støtte udviklingen af fælles standarder, interoperabilitet og forbrugervenlige mikrobetalingssystemer.

Bedre mulighed for støtteprogrammer til digitaliseringsprojekter. Herunder særligt digitalisering af backlister samt udvikling af nyt digitalt indhold.

FEP opfordrer til øget økonomisk støtte til oversættelse, således at europæiske værker i højere grad end i dag kan udbredes både i og uden for Europa. Endvidere bør EU bakke op om europæisk deltagelse på internationale bogmesser.

EU bør opfordre medlemslandene til at støtte indkøb af privat producerede digitale undervisningsmaterialer og afholde sig fra at udsætte forlagsbranchen for urimelig konkurrence ved at benytte statslige midler til at udvikle og producere digitale undervisningsmaterialer.

EU-støtte til kampagner m.m. for at fremme læsning blandt unge og mindre privilegerede befolkningsgrupper.

Større fokus på uddannelse målrettet forlagsbranchen.

Se FEPs høringssvar

 

 

3. august 2010

Høringssvar til Open Access-udvalgets rapport

Forlæggerforeningen har afgivet høringssvar til Forsknings- og Innovationsstyrelsens rapport Anbefalinger til implementering af Open Access i Danmark. Forlæggerforeningen imødekommer tanken om Open Access-publicering, men går ind for, at der skaffes statsmidler til, at de bedste videnskabelige publikationer fortsat kan forlagsudgives. Forlagene tilfører værdi til forfatternes rå manuskripter gennem uafhængig kvalitetskontrol, redigering, layout, produktion og markedsføring af værkerne. På denne måde sikrer forlagene et fortsat højt niveau for den videnskabelige publicering i Danmark. Betaling for denne værditilførsel må skaffes via statsmidler, når betalingen ikke længere kan opnås via salg. Det er særdeles påtrængende, at der hurtigt udarbejdes en langsigtet strategi for løsningen og implementeringen af finansieringsproblemet. Ellers risikerer man, at en række små og mellemstore akademiske forlag vil blive presset så hårdt, at de kan ende med at skulle lukke helt.

Forlæggerforeningens høringssvar

Høringssvar fra STM - International Association of Scientific, Technical and Medical Publishers

Open Access-udvalgets rapport

 

 

23. juni 2010

Digitale undervisningsmidler skal udvikles af forlagene

I en kommentar til Skolens Rejseholds rapport Fremtidens folkeskole - Én af verdens bedste advarer Forlæggerforeningen mod at følge rapportens forslag om, at Undervisningsministeriet udvikler it-baserede materialer, da det vil bremse udviklingen af et bæredygtigt forretningsområde. Branchens mulighed for at fortsætte de betydelige investeringer i udvikling af digitale undervisningsmidler vil blive vanskeliggjort, og konsekvensen kan blive, at integrationen af it i skolens undervisning hæmmes af et mindre attraktivt udbud af digitale undervisningsmidler.

Se hele brevet

Se rapporten Fremtidens folkeskole - Én af verdens bedste

 

 

8. juni 2010

For tidligt at udråbe liberaliseringen af bogmarkedet til en succes

Konkurrencestyrelsen har den 8. juni offentliggjort konkurrenceredegørelsen, som indeholder et kapitel om liberaliseringens betydning for Bogmarkedet. Konkurrenceredegørelsen konkluderer, at de kulturpolitiske hensyn for bogmarkedet er bedre opfyldt i dag end i 2001. Forlæggerforeningens formand Per Hedeman udtaler: "Det er alt for tidligt at fælde en endelig dom over liberaliseringen. Bestsellerne har uden tvivl fået bedre vilkår, men vi kan ikke nu sige hvilken betydning liberaliseringen på længere sigt kan få for alle de bøger, som ikke er bestsellere. I 2008 og 2009, som konkurrenceredegørelsen ikke forholder sig til, er bogsalget faldet. Alene i 2009 oplevede branchen en nedgang på 9,1 %. En sådan nedgang kan ikke undgå at smitte af på hele fødekæden. Derfor er det vigtigt, at vores kulturpolitikere hele tiden er opmærksomme på udviklingen på bogmarkedet, hvis de også fremover vil sikre, at der udgives et bredt udvalg af kvalitetslitteratur."

Se Forlæggerforeningens pressemeddelelse

Se Konkurrenceredegørelsen (www.ks.dk)

 

 

1. juni 2010

Velkommen til vores nye hjemmeside

Forlæggerforeningen har fået ny hjemmeside. Vi håber I vil tage godt imod den. Spørgsmål og kommentarer modtages gerne på danskeforlag(at)danskeforlag.dk.

 

 

28. maj 2010

Internetudbyderne er en del af løsningen på piratproblemet

Højesteret afgjorde den 27. maj, at Telenor fortsat skal blokere for deres kunders adgang til The Pirate Bay. Rettighedshaverne fik dermed for tredje gang medhold i sagen mod Telenor. Afgørelsen viser, at teleselskaberne er en del af løsningen på det omfattende pirateri, som i disse år underminerer musik-, film- og bogmarkedet

Se pressemeddelelsen

 

 

27. maj 2010

Opsigelse af Samhandelsreglerne

Boghandlerforeningen og Forlæggerforeningen opsiger i fællesskab de regler, der regulerer samhandel mellem forlag og boghandel.

Se pressemeddelelsen

 

 

27. maj 2010

Nye tiltag på Forlagsuddannelsen, Certifikat i Forlagsvirksomhed

Forlæggerforeningen og Copenhagen Business School har med Forlagsuddannelsen haft stor succes siden 2006 med flere end 200 deltagere fra forlagsbranchen, der har deltaget på ét eller flere moduler. På baggrund af denne erfaring er der gennemført en række nye tiltag - se CBS' hjemmeside.

Læs mere i brochuren om uddannelsen.

 

 

5. maj 2010

Film-, musik- og bogbranchen mødes med Telenor i Højesteret

Kan internetudbyderne pålægges at blokere for deres kunders adgang til ulovlige tjenester? Det er det spørgsmål, Højesteret skal tage stilling til i denne uge, hvor sagen mellem Telenor (tidligere Tele2) og en lang en række rettighedshavere finder sin afgørelse. Sagen drejer sig om Telenor's kunders adgang til den svenske pirattjeneste The Pirate Bay, hvis bagmænd sidste år blev idømt fængsel og pålagt krav om millionerstatning.

Se pressemeddelelsen

 

 

5. maj 2010

Christine Bødtcher-Hansen udnævnt til direktør for Forlæggerforeningen

Forlæggerforeningens bestyrelse har på bestyrelsesmøde den 5. maj udnævnt Christine Bødtcher-Hansen som direktør for Forlæggerforeningen. Christine Bødtcher-Hansen er cand. jur. fra Københavns Universitet fra 1996 og var ansat som advokat hos advokatfirmaet Viltoft indtil 2004, hvor hun blev ansat i Forlæggerforeningen som juridisk konsulent og med virkning fra januar 2010 som sekretariatschef.

 

 

3. maj 2010

Advarsel!!

Den Danske Virksomhedsportal

Hvis du har modtaget et brev om Publikation af virksomheder 2010 fra Den Danske Virksomhedsportal, skal du læse det med småt allerførst. Hvis man kommer til at skrive under på den vedlagte formular, bliver man faktureret for EUR 982 (omkring 7.500 kr.) årligt, og kontrakten er uopsigelig i tre år og bliver automatisk forlænget med yderligere et år hvis den ikke opsiges skriftligt. Så undlad at skrive under - og spar cirka 30.000 kr.

 

Se flere nyheder

NYHEDER 2009