|
|
23. april 2010 Ulovlig statsstøtte ødelægger markedet for digitale læremidler Den norske Forleggerforening har anmeldt Nasjonal Digital Læringsarena (NDLA) til EFTA Surveillance Authority (ESA) for at have modtaget mere end 150 mio. norske kroner i ulovlig statsstøtte. De ulovlige midler er ifølge Forleggerforeningen med til at udelukke de norske forlag fra et virksomt marked for digitale læremidler.
12. april 2010 Konference om kreative erhverv Projekt Image og Ophavsret (PIO) inviterer til konference om de kreative erhvervs rolle i dansk erhvervsliv. Dansk erhvervslivs konkurrenceevne afhænger i stigende grad af hvorvidt erhvervslivet er i stand til at indgå i den voksende oplevelsesøkonomi, og konferencen vil have sit fokus på de kreative erhvervs status og deres erfaringer med at med at være leverandører til oplevelsesøkonomien samt på hvilke holdninger og ideer der er til at stimulere de kreative erhverv. Konferencen finder sted mandag den 17. maj 2010 kl. 14-17 i Fællessalen på Christiansborg. Tilmelding skal ske senest den 10. maj kl. 12.00 på tilmelding(at)ophavsret.dk
12. april 2010 IPA tager afstand fra berøvelse af ytringsfrihed IPA's præsident, Herman P. Spruijt, udtrykker i en pressemeddelelse sin bekymring over at egyptisk politi har arresteret en egyptisk forlægger for at have udgivet en regeringskritisk bog: "Egypten har en lang litterær tradition, og egyptiske forlæggere udgiver bøger med forskellige politiske synspunkter. Det er dybt bekymrende hvis forlæggere skræmmes, især lige op til et valg". Læs hele pressemeddelelsen her
18. marts 2010 Fællesstanden i Frankfurt er reddet Bigini, som i en årrække har stået for den danske fællesstand på bogmessen i Frankfurt, har tidligere meldt ud at de af økonomiske årsager ikke længere kunne etablere en fællesstand for danske forlag. Årsagerne til den dårlige økonomi er mange. Men nu har Forlæggerforeningens formand, Per Hedeman, i samarbejde med Bigini sikret at der også i 2010 bliver en fællesstand. Standen bliver noget mindre end hidtil og samtidig har Kunstrådets Litteraturudvalg bevilget en underskudsgaranti. Læs mere om Frankfurt-bogmessen her.
10. marts 2010 SFU inviterer den nye undervisningsminister til dialog om et kommercielt marked for digitale undervisningsmidler Forlæggerforeningen er som branche stærkt optaget af den digitale udvikling i skolen og mener, at digitale undervisningsmidler skal udvikles efter den samme frugtbare tradition, som vi kender fra de traditionelle undervisningsmidler.Offentligt producerede digitale undervisningsmidler vil bremse udviklingen af et bæredygtigt forretningsområde. Branchens mulighed for at fortsætte de betydelige investeringer i udvikling af digitale undervisningsmidler vil blive vanskeliggjort, og konsekvensen kan blive, at integrationen af it i skolens undervisning hæmmes af et mindre attraktivt udbud af digitale undervisningsmidler. Forlæggerforeningen har derfor advaret mod UNi-C's såkaldte Projekt Træneren, som tegner til at blive en stor samling af digitale læringsobjekter, der vil dække centrale færdigheder i de store fag i grundskolen og ungdomsuddannelserne. Dermed vil incitamentet til at købe adgang til de kommercielt udviklede undervisningsmidler ikke være til stede. Se hele brevet til ministeren.
17. februar 2010 Vejen banet for dansk e-bogs-revolution E-bøgerne holder snart deres indtog på det danske marked, og om et par år vil det være almindeligt at de danske forbrugere har e-bogs-læsere som kan hente alverdens litteratur ned via internettet. Forlæggerforeningen, Dansk Forfatterforening og Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde (UBVA) har indgået en aftale der skal ruste danske forfattere og forlag juridisk til e-bogs-revolutionen. Aftaleparterne fejrer begivenheden med en reception onsdag den 3. marts kl. 16-18 i Dansk Forfatterforenings lokaler i København. Alle er velkomne.
17. februar 2010 International konference om den digitale udfordring Akademie des Deutschen Buchhandels arrangerer i samarbejde med SIPA (Specialized Information Publishers Association) og VNR Verlag für die Deutsche Wirtschaft AG en international konference med titlen "Building Profit! Digital Strategies for Success in Today's Specialized Information Marketplace". Konferencen finder sted fra den 14. til den 16. april 2010 i Munchen. Konferencen vil blandt andet berøre spørgsmålet om hvordan man på bedst mulig vis kan overføre trykte produkter til online-udgaver, og hvordan man får det bedste ud af digital markedsføring af sine produkter. Der vil være mulighed for at se andres forretningsmetoder via en gennemgang af ?best practices?. For yderligere information og tilmeldingsoplysninger: www.buchakademie.de/konferenzen/international/sipa.php
29. januar 2010 Nye retningslinjer for prismarkedsføring Forlag, der sælger bøger direkte, skal være opmærksomme på forbrugerombudsmandens nye retningslinjer for prismarkedsføring, som træder i kraft den 1. marts 2010. Retningslinjerne betyder bl.a., at prissammenligninger (før/nu pris, spar x kr/% osv.) som udgangspunkt kun kan benyttes, hvis førprisen har været anvendt af forlaget i mindst 6 sammenhængende uger. Det gælder også ved sammenligning med en vejledende pris!!!!! Der er dog nogle undtagelser, f.eks. hvis forlaget kan dokumentere, at den vejledende pris er den reelle markedspris, hvis der er tale om et introduktionstilbud og ved priskrig m.m.
29. januar 2010 Kulturministeriet indkalder til undersøgelse af status på udviklingen af bogmarkedet samt fremtidens udfordringer inden for digital handel med litteratur Forlæggerforeningen, Boghandlerforeningen, forfatterforeningerne og Statens Kunstråds Litteraturudvalg er med sekretariatsbistand fra Kulturministeriet blevet bedt om at undersøge status på udviklingen af bogmarkedet og gøre sig overvejelser om fremtidens udfordringer inden for digital handel med litteratur i form af e-bøger og lydbøger og herefter vende tilbage til Kulturministeriet og aftaleparterne primo 2011 med en analyse og eventuelle forlag herom. Anette Wad repræsenterer Forlæggerforeningen.
21. januar 2010 Europæiske forlag opfordrer til stabil ophavsretslovgivning Forlæggerforeningen har på opfordring fra Kulturministeriet fremsendt den europæiske forlæggerforeningens bemærkninger til Kommissionens konsultation om ?Creative Content in a European Digital Single Market: Challenges for the Future?. Bemærkningerne fastslår helt overordnet, at det er vigtigt, at Kommissionen sikrer, at der fortsat er incitament til at investere i udgivelsen af bøger, herunder i udviklingen af digitale produkter. Kommissionen bør fokusere på, at rammebetingelserne for at udgive bøger er til stede via et stabilt retsgrundlag, sikring af respekt for ophavsretslovgivningen samt mulighed for at håndhæve rettigheder på internettet. Der advares mod indførelse af yderligere undtagelser i ophavsretlovgivningen. Projekter om digitalisering af kulturarven skal ske i samarbejde med rettighedshaverne, og i den forbindelse er der i Europa god tradition for at finde løsninger baseret på aftaler. Se høringssvar samt
21. januar 2010 Fransk domstol dømmer Google i sag om indscanning og visning af tekstudrag Google er blevet dømt til at betale 300,000 euro i erstatning til det franske forlag La Martiniere. Google skal samtidig betale ?dagbøder? svarende til 10,000 euro pr. dag indtil forlagets bøger er fjernet fra Googles online database. Den europæiske forlæggerforening (FEP) har udsendt en pressemeddelelse, hvor afgørelsen hilses velkommen, da den understreger, at Google skal respektere europæisk ophavsret og at indscanning og tilgængeliggørelse skal ske efter aftale med rettighedshaverne.
|
|