Det er virkelig glædeligt, at regeringen har afsat 20 mio. kr., så flere børn i børnehaver, vuggestuer og dagpleje får adgang til bøger og gode læseoplevelser. Det er ikke mindst vigtigt, fordi vi ved, at højtlæsning har betydning for både børns trivsel og deres evne til at fordybe sig. Samtidig er tidlige og gode læseoplevelser med til at skabe mere lige muligheder senere i uddannelsessystemet.
Det er kulturminister Zenia Stampe og børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark, der står bag initiativet. I pressemeddelelsen siger Zenia Stampe bl.a.:
”Det har aldrig været vigtigere at fremme læselysten. Vi står i en læsekrise, der kan få fatale følger i fremtiden. Og vi skal sætte ind, så tidligt vi kan for at give de helt små børn læseoplevelser. Ellers risikerer vi, at vores børn senere i livet falder ned i en sump af skærme, der vil ødelægge deres koncentration, fantasi og evne til at fordybe sig. Nu åbner vi porten til bøgernes fantastiske verden for de helt små, så de kan opleve endnu flere bøger, der er sjove, spændende, uhyggelige og betagende.”
I 2022 blev der givet en tilsvarende bevilling til daginstitutionerne, og evalueringen viste, at initiativet havde stor effekt:
💡 9 ud af 10 institutioner oplevede, at børn vælger bøger til, når bøgerne er en del af hverdagen
💡 83 % af personalet svarede, at de i højere grad læser højt
💡 90 % svarede, at børnene selv opsøger bøgerne
💡 82 % pegede på, at børnene efterspørger at få læst højt
