Forlagene anklager Meta for brud på ophavsretten i forbindelse med brugen af millioner af ophavsretligt beskyttede bøger til træning af Metas AI-model Llama. Blandt sagsøgerne er Elsevier, Hachette Book Group, Macmillan og McGraw Hill.
Metas Llama-model gør det muligt på ingen tid at producere bøger, som vel at mærke kun kan produceres på baggrund af de millioner af menneskeskabte bøger, modellen angiveligt er blevet ulovligt trænet på. Vi oplever, at bogmarkedet oversvømmes af AI-generede bøger, og det skader salget af de menneskeskabte bøger. Samtidig hæmmer Metas ageren udviklingen af et lovligt marked for AI-licensering.
Forlagene understreger, at de støtter udviklingen af AI, men fremhæver, at teknologien skal udvikles på en måde, der respekterer forfatternes og forlagenes rettigheder.
CEO for Macmillan, Jon Yaged, udtaler:
“Det var samvittighedsløst, at en af verdens mest værdifulde virksomheder valgte at stjæle millioner af værker fra skabere for sin egen berigelses skyld.”
I Danske Forlag hilser vi sagsanlægget velkommen, da respekt for ophavsretten er helt afgørende for fremtidige investeringer i nye bøger og læremidler.
Meta har i forbindelse med sagen udtalt, at Meta vil ”fight this lawsuit aggresively”.
Se nærmere omtale i Publishing Perspectives.
11
maj 2026
