I øvrigt mener vi


August 2026

Københavnerskoler køber bøger som aldrig før

Gode bognyheder fra Københavns Kommune🥳📚

En øremærket ekstrabevilling på 15 mio. kr. i 2025 betyder, at der bliver langt flere bøger at vælge imellem på Københavns Kommunes skolebiblioteker, når eleverne vender tilbage efter sommerferien. Formålet er at styrke læselysten allerede fra skolestart – og et bredere udvalg af bøger gør det lettere for børn at finde noget, de har lyst til at læse.

I en pressemeddelelse fra Københavns Kommune siger børne- og ungdomsborgmester, Jakob Næsager (C):

"Det er godt på så mange parametre for børn og unge at læse bøger. Derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at få flere børn til at læse. Et større udvalg kan uden tvivl hjælpe til, at flere børn forsvinder ind i bøgernes verden. Det glæder mig derfor, at skolerne prioriterer at opfriske boghylderne."

I Danske Forlag har vi bidraget til anbefalingerne til en litteraturhandlingsplan. En af de vigtigste anbefalinger er at genetablere inspirerende skolebiblioteker, fordi danske børn og unges læsekultur er under pres.

Vi håber og opfordrer til, at andre kommuner lader sig inspirere. 

Se Københavns Kommunes pressemeddelelse fra 4. august 2026.

Se direktør, Christine Bødtcher-Hansens, opslag på LinkedIn.


Juni 2026

Danske Forlag sammen med 34 andre rettighedshaverorganisationer: Der er behov for at styrke den lovgivningsmæssige indsats mod generativ AI

Med henvisning til, at techgiganternes milliardforretning bag kunstig intelligens bygger på et massivt tyveri af danske kultur- og medieprodukter og herunder bøger, opfordrer vi til styrket regulering i et åbent brev til kultur-, erhvervs- og digitaliseringsministeren. Vi peger på de 10 anbefalinger fra ekspertgruppen om ophavsret og AI under Kulturministeriet:

  • Effektiv transparens i træningsdata

  • Effektive forbeholdsmuligheder eller nye regler for tekst- og datamining

  • Forbedring af rammevilkår for kollektiv licensering

  • Forsøgsordning om obligatorisk voldgift til løsning af rettighedskonflikter på området for pressepublikationer

  • Beskyttelse mod digitale efterligninger af personers personlige kendetegn

  • Krav om tekniske foranstaltninger til hindring af ulovlig upload og kopiering af ophavsretligt beskyttet indhold på AI-tjenester

  • Betinget offentlig påtale i sager om ophavsret og kunstig intelligens, der er teknisk og territorialt komplicerede

  • Undersøgelse af mulige tiltag for at styrke brugen af menneskeskabt indhold

  • Vejledning og oplysningstiltag om ophavsret og kunstig intelligens

  • Præcisering i ophavsretslovgivningen af, at udbud af AI-systemer udgør tilrådighedsstillelse for almenheden.

Læs henvendelsen her.


Juni 2026

Nulmomsen på bøger er tilbage

Hos Danske Forlag er vi meget tilfredse med, at regeringen holder fast i at afskaffe verdens højeste moms på bøger. Et tiltag, som allerede før valget blev udskrevet, var både planlagt og finansieret. Nulmomsen er en markant opbakning til bogens kvaliteter og vil utvivlsomt styrke læsekulturen, det danske sprog og bidrage positivt til regeringens vision om et deltagende og demokratisk Danmark, der giver danskerne mulighed for at leve en indholdsrig og oplyst tilværelse.

Vi hilser det også velkommen, at regeringsgrundlaget nævner behovet for at styrke børn og unges læselyst. Børn og unges læsekultur er ikke alene tæt forbundet med sproglig udvikling, trivsel, dannelse og evnen til at afkode information, men er også adgangsbilletten til uddannelse og lige muligheder. Vi befinder os i en læsekrise, så vigtigt med fokus her.

Og så er vi sammen med mange andre rettighedshaverorganisationer glade for, at regeringen adresserer det spørgsmål, som bl.a. Danske Forlag har stillet; skal forfattere eller Big Tech udvikle fremtidens danske fortællinger? I regeringsgrundlaget understreges det, at regeringen vil arbejde for, at den teknologiske udvikling ikke udhuler det kulturelle kredsløb, men respekterer rettighedshaverne.

Tillykke med at vi har fået en ny regering. I Danske Forlag ser vi frem til at samarbejde om rammerne for læsningen og litteraturen.

Se direktør, Christine Bødtcher-Hansens, opslag på LinkedIn


Juni 2026

Ny regering – nye muligheder for læremidler og studiebøger

Regeringsgrundlaget er landet og markerer et skifte i skole- og uddannelsespolitikken.

Fokus er flyttet fra centrale bindinger som klassestørrelser og tolærerordninger til lokal prioritering og mål for indsatsen. Det giver kommuner og skoler større ansvar, og åbner et vigtigt rum for at tænke læremidler ind som en del af løsningen på udfordringerne i folkeskolen. I det hele taget og specifikt i arbejdet med AI og fagfornyelsen.

Den ny regering har en klar og tiltrængt ambition om, at fagligheden skal løftes, de fagligt svageste skoler skal styrkes, og efterspørger dokumenterede løsninger på fagligt efterslæb. Her vil vi pege på, at der er god evidens for kvalitetslæremidlers betydning for elevernes faglige trivsel og indlæring.

Regeringen har også et velanbragt og tydeligt fokus på dannelse, ro og undervisningsparathed, på et kritisk blik på skærme og techgiganters indflydelse. Lærebøger og studiebøger understøtter fordybelse, koncentration og langsomme læringsformer.

Endelig er en national AI-strategi på vej. Den er vigtig! Især for ungdomsuddannelser og videregående uddannelser, hvor danske studiebøger er under pres. AI rejser både ophavsretlige spørgsmål og udfordrer kvaliteten i uddannelserne og elevernes læringsudbytte. Der er behov for klare rammer og anerkendelse af fagligt funderede undervisningsmaterialer.

I det hele taget åbner regeringsgrundlaget flere vinduer for at sætte læremidler og danske studiebøger på dagsordenen. Det glæder vi os meget til at drøfte med ny undervisningsminister Magnus Heunicke og forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister Christina Egelund.

Se sekretariatschef, Pia Vighs, opslag på Linkedin


Maj 2026

Opfordring til en kommende regering: Investér i læremidler

Folkeskolen fyldte meget i valgkampen, og flere partier kom med skoleudspil med fokus på trivsel, flere fagprofessionelle og bedre rammer – og det er nødvendigt. Men hvis elevernes læring, faglige niveau og faglige trivsel skal løftes, kræver det også investeringer i læremidler.

Danske elevers faglige resultater er i tilbagegang. Internationale undersøgelser som PISA og PIRLS viser faldende kompetencer i både læsning og matematik.

Samtidig oplever mange lærere, at de mangler adgang til især analoge læremidler og i stedet må basere undervisningen på kopier og gratis materialer fra nettet. I dag bruger kommunerne i gennemsnit under 0,6 procent af skolebudgettet på læremidler – omkring 560 kroner pr. elev om året. Det er kun halvt så meget som vores nordiske nabolande. I stedet får hver elev i folkeskolen i gennemsnit udleveret omkring 500 løse kopiark om året, mens sammenhængende og gennemarbejdede lærebøger er blevet en mangelvare i undervisningen.

En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd maj 2026 viser, at over 30 procent af børn af ufaglærte ikke består folkeskolens afgangsprøve i dansk og matematik. Når fagligheden svækkes, svækkes også folkeskolens rolle som motor for social mobilitet – med konsekvenser for både den enkelte og for samfundet som helhed.

I Sverige har regeringen de seneste år adresseret det, de kalder et 'kundskapskollaps', med massive investeringer i trykte lærebøger og skrevet elevers adgang til forlagsproducerede læremidler ind i skoleloven som en rettighed og forudsætning for god undervisning.

Derfor opfordrer Danske Forlag den kommende regering til at investere målrettet i læremidler. En øremærket, flerårig national pulje til forlagsproducerede læremidler vil være et effektivt og billigt greb. En investering på omkring 500 kroner pr. elev om året vil kunne give alle elever adgang til nye grundbøger og styrke både faglighed, motivation og trivsel.

Det er svært at pege på en anden politisk beslutning, der med så lille en investering kan skabe så stor og dokumenterbar forskel for elevernes læring og Danmarks fremtidige arbejdskraft.

Læs sekretariatschef, Pia Vighs, opslag på Linkedin:


Maj 2026

Vi skal have bøger og læsning på den politiske dagsorden i det nye Folketing

Flere partier har allerede sat navn på deres nye kulturordførere. I Danske Forlag glæder vi os til samarbejdet om, hvordan vi i fællesskab kan styrke vilkårene for læsning og bøger.

Vi peger på tre centrale indsatsområder:

  • Genfremsættelse af lovforslaget om at afskaffe verdens højeste moms på bøger

  • Løsninger på, hvordan vi går fra læsekrise til en stærk læsekultur blandt børn og unge

  • Regulering af kunstig intelligens ift. ophavsrettigheder; skal fremtidens fortællinger skrives af danske forfattere - eller af Big Tech?

Se direktør, Christine Bødtcher-Hansens, opslag på LinkedIn


Maj 2026

Dansk Erhverv og Danske Forlag:
Nye læremidler vil være en af de billigste måder at styrke elevernes faglighed

Vil vi styrke elevernes faglighed, er løsningen enkel: 👉Investér i kvalitetslæremidler.

Det er svært at pege på en anden politisk beslutning, der med så lille en investering kan skabe så stor og dokumenterbar forskel for elevernes læring.

En lille investering, som kan give stor og dokumenterbar effekt – for eleverne, skolerne og Danmarks fremtidige arbejdskraft.

Det mener Claus Rosenkrands Olsen, uddannelsespolitisk chef i Dansk Erhverv, og Pia Vigh, sekretariatschef i Danske Undervisningsforlag, noget om i Altinget 4. maj.

Læs artiklen i Altinget:
"Dansk Erhverv og Danske Forlag: Nye læremidler vil være en af de billigste måder at styrke elevernes faglighed"

Se sekretariatschef i Danske Undervisningsforlag, Pia Vighs, opslag på LinkedIn


Januar 2026

AI i skolen kræver investering i læremidler

Nyhedsbrevet Viden.AI gør 26. januar opmærksom på to nye rapporter: OECD (Digital Education Outlook 2026) og Brookings (A New Direction for Students in an AI World).

Begge interessante rapporter, som samstemmende bl.a. siger:
Generativ AI kan understøtte undervisningen – men kun, hvis der findes et stærkt fagligt og didaktisk fundament: lærerne og læremidlerne.

Rapporterne peger begge på, at uden stærke faglige strukturer risikerer vi:
❗kognitiv “offloading”, hvor elever overlader tænkning til teknologien
❗svækket læse-, skrive- og refleksionskompetence
❗større ulighed og tilfældighed i undervisningen
 
En hovedpointe i begge rapporter er, at det er læreren og de læremidler, læreren vælger og rammesætter, som udgør det nødvendige didaktiske fundament. Didaktiserede læremidler fungerer som en stabiliserende struktur, der kan sikre faglig sammenhæng, målretning og progression i undervisningen.
 
Derfor er investering i læremidler ikke et nostalgisk valg, men en forudsætning for at bruge AI ansvarligt og læringsfremmende i skolen.
 
📌 Hvis vi vil have teknologi, der løfter undervisningen, må vi samtidig prioritere midler til kvalificerede, fagligt forankrede læremidler – trykte såvel som digitale - i hele uddannelseskæden, fra grundskole til de videregående uddannelser.
-> Se sekretariatschef i Danske Undervisningsforlag, Pia Vighs, opslag på LinkedIn


Januar 2026

DI slår alarm over læsekrise efter stort fald i topkarakterer

"Danske skoleelevers læseevner er efterhånden velbeskrevet gennem dumpeprocenter, manglende læselyst og faldende gennemsnitskarakterer. Nu viser en ny analyse, at tendensen også ses blandt klasseværelsernes elite, hvor markant færre elever i dag scorer topkarakterer." Det skrev Berlingske 13. januar.

Tak til
Dansk Industris underdirektør Mikkel Haarder for at sætte spotlys på, at den negative udvikling i danske elevers læsekompetencer er bekymrende for Danmarks fremtidige konkurrenceevne. Mikkel Haarder vurderer, at det faldende niveau både kan få katastrofale konsekvenser for de enkelte elevers fremtid, deres dannelse og evne til at afkode information og beskytte sig mod fake news.

Forskningschef ved
VIA University College, Andreas Rasch-Christensen, påpeger, at:
"Læsning er noget, der hidrører danskfaget, men det hidrører også alt det andet... Har man svært ved at læse og forstå en tekst, vil det også være svært at forstå en matematisk problemstilling, en forsøgsbeskrivelse eller at afkode informationer i historiske kilder. Læseevnen kan derfor påvirke elevernes faglige formåen på tværs af samtlige fag."

Der er mange gode grunde til at læse, men ingen tvivl om at betydningen for uddannelse, dannelse og evne til at afkode information og beskytte sig mod fake news er essentiel, ikke bare for den enkelte, men også for vores velfærdssamfund og vores demokrati.
-> Se direktør, Christine Bødtcher-Hansens, opslag på LinkedIn


Januar 2026

Litteraturen får sin egen handlingsplan

I Danske Forlag ser vi det det som udtryk for en politisk opmærksomhed på, hvor vigtig litteraturen er for vores sammenhængskraft, dannelse og demokrati.

Først og fremmest jubler vi over, at verdens højeste moms på bøger er blevet afskaffet🥳
Men handlingsplanen indeholder også mange andre gode initiativer, som kan støtte op om litteraturen. Danske Forlags direktør, Christine Bødtcher-Hansen, deltog i den arbejdsgruppe, som sidste år kom med anbefalinger til en litteraturhandlingsplan, og noterer, at kulturminister, Jakob Engel-Schmidt, har lyttet til flere af gruppens anbefalinger. Tak for det!

Litteraturhandlingsplanen indeholder følgende otte initiativer:

1. Flere forfatterbesøg i skoler og daginstitutioner
2. Opstartsmidler til Tegneseriens Hus
3. Nulmoms på bøger
4. Opfordring til standardaftaler mellem forlag og forfattere
5. Afsøgning af om litteratureksportindsatsen skal forankres uden for Statens Kunstfond og forbedres
6. Øget produktionsstøtte til lyrik, faglitteratur og billedbåren litteratur
7. Øget legatstøtte til illustratorer og tegneserieskabere
8. Offentlig litteraturstøtte skal frem for alt gå til menneskeskabt indhold.

Vi er fortsat meget optaget af, at vi får styrket børn og unges læsekultur ved genetablering af skolebibliotekerne med fysiske bøger og litteraturformidlere. Denne anbefaling er ikke en del af handlingsplanen, men vi har noteret, at kulturministeren betoner, at det er en fælles indsats at fremme litteraturen, gøre bøger tilgængelige, inspirere til læselyst og sikre, at kommende generationer ikke mister evnen til fordybelse og refleksion. Så vi håber, at dag- og uddannelsesinstitutioner, kommuner og børne- og undervisningsministeren læser med.
-> Se handlingsplanen


Januar 2026

Danske Forlags høringssvar vedr. nulmoms på bøger

Danske Forlag har afgivet høringssvar på lovforslaget vedr. nulmoms på bøger og bifalder både lovtekst og bemærkninger, som vil understøtte og gavne læsning og litteraturen og forbedre rammevilkårene i bogbranchen.

Bøger og læsning udgør en hjørnesten i vores demokrati, der bygger på en forudsætning om oplyste, engagerede borgere med udsyn, og undersøgelser viser, at danskerne vil købe flere bøger, hvis priserne falder, og det gælder særligt de unge mellem 18-29 år. Med nulmoms vil Danmark blive sidestillet med alle andre europæiske lande som enten har nulmoms eller reduceret moms.

Danske Forlag bifalder, at lovforslaget ikke indeholder lønsumsafgift. Lønsumsafgift ville have givet en konkurrencefordel for bøger solgt af forhandlere m.fl. etableret udenfor Danmark direkte til danske forbrugere og ville have fordyret det offentlige indkøb.
-> Se høringssvaret


Januar 2026

Skolebiblioteket er tilbage - nu mangler vi bare bøger og bemanding

Skolebibliotekerne hedder pr. 1. januar 2026 igen skolebiblioteker og ikke længere PLC, og det tydeliggøres i folkeskoleloven, at det er en central opgave for skolebiblioteket at hjælpe og inspirere eleverne til at læse i fysiske bøger.

For at visionen skal lykkes, efterlyser Skolebiblioteksforeningens formand, Runa Barbara Petersen, i fagbladet Skolebiblioteket bl.a.:

  • Krav om uddannede skolebibliotekarer med tid til bemanding og samarbejde og ret til kompetenceudvikling

  • Adgang til fornødne ressourcer såsom bogindkøb

I fagbladet Skolebiblioteket kan man bl.a. læse, at leder af center for børns litteratur og medier, Nina Christensen, skriver, at man de seneste ti år har kunnet bevidne en begyndende afviklingshistorie: Det er i dag ikke en selvfølge, at alle skoler har fysiske skolebiblioteker, og på nogle biblioteker er budgetter både til indkøb af materialer og bemanding meget, meget små.

Læseforsker Simon Skov Fougt påpeger, at hvis vi skal genskabe læseglæden, kræver det målrettede strategier i skolen, hvor vi inddrager børn og unge og giver dem adgang til et veludstyret og bemandet skolebibliotek og til inspirerende læsemiljøer.

Jeg er optimistisk ift., at der politisk er vilje til at prioritere børns læsning. Ikke mindst på baggrund af kulturminister Jakob Engel-Schmidts ledsagende ord til Bogpanelets rapport, som blev offentliggjort lige før jul. Her siger ministeren, at:

”Når vi fordyber os i en bog, kan vi træde ind i andre verdener, få nye perspektiver og samtidig styrke vores kritiske sans og evne til at adskille fup fra fakta. Derfor arbejder vi målrettet for, at vi allesammen fortsat har adgang til et bredt udvalg af originale danske bøger og for, at vi får udbredt læselysten til særligt børn og unge. Det arbejde er slet ikke slut, kan jeg godt garantere”.

Godt læseår til alle – og særligt til alle børn og unge. 📘📖

-> Se direktør, Christine Bødtcher-Hansens, opslag på LinkedIn


Danske Forlag er de danske forlags brancheforening. Vi arbejder for rammevilkår, som skal sikre et kommercielt levedygtigt bogmarked med et mangfoldigt udbud af litteratur og læremidler.

CVR-nr.: 55 55 56 13
Børsgade 4 | 1215 København K
info@danskeforlag.dk
+45 72 25 55 50

Persondatapolitik

Cookiepolitik