”Alle børn og unge har ret til at blive læsere”
Det er overskriften på den kronik, som er bragt i Kristeligt Dagblad den 16. juni, og som Danske Forlag er medunderskrivere på sammen med en række andre organisationer, der med deres indsigt i børn, unge og bøger ved, hvad der skal til for at skabe rammerne for fremtidens læsere.
Afsættet er bekymrende lave læsekompetencer og tilsvarende lav læselyst. Og det sker samtidig med, at adgangen til bøger og litteraturformidling svækkes. Skolebiblioteker skæres væk, og over halvdelen af landets ungdomsuddannelser har ikke længere biblioteksfunktioner.
Det er bekymrende, for læsning er ikke blot en skolefaglig færdighed. Det er også vejen til demokrati, trivsel og lige muligheder.
Vi oplever, at både vores undervisnings- og kulturminister har sat fokus på sagen, og vil derfor gerne bidrage med konkrete anbefalinger baseret på vores erfaringer. Hvis en politisk ambition om at skabe en læsekultur hos børn og unge skal indfries, skal de have adgang til bøger, skolebibliotekarer og biblioteksansatte samt tid og rum til læsning.
Se vores anbefalinger: ”Alle børn og unge har ret til at være del af en stærk læsekultur”.