Bøger fjernet fra Afskovningsdirektivets anvendelsesområde

Torsdag d. 4. december nåede Europa-Parlamentet og -Rådet til enighed om en revision af Afskovningsforordningen (EUDR). Revisionen har til formål at forenkle og lette de administrative krav og byrder, og som en del af revisionen indgår en beslutning om at fjerne visse trykte produkter såsom bøger, aviser og trykte billeder fra forordningens anvendelsesområde. Aftalen skal nu ratificeres af både Parlamentet og Rådet i uge 51.

Læs pressemeddelelsen fra Europa Rådet her.

Danske Forlag har i samarbejde med Dansk Erhverv på nationalt plan og ift. de danske parlamentarikere arbejdet for at få udelukket bøger fra forordningen, og en meget stor indsats har været gjort af den europæiske forlæggerforening, FEP.

Bøger indebærer en meget begrænset risiko for skovrydning
Både Danske Forlag og FEP støtter naturligvis målsætningerne i EUDR!

Men vi har påpeget, at Kommissionens forslag fra 2021 netop begrænsede forordningens anvendelsesområde til træmasse og papir: færdige trykte produkter som aviser, magasiner og bøger indebærer ingen eller meget begrænset risiko for afskovning, men forordningen ville omvendt betyde uforholdsmæssige byrder for presse- og bogudgivere samt boghandlere. 

Vi har argumenteret, at hvis forordningen ignorerer de praktiske realiteter i forskellige forsyningskæder og pålægger uforholdsmæssige forpligtelser på sektorer, som ikke driver afskovning, risikerer den at underminere både sin egen troværdighed og sine mål: Ved at pålægge produktionen en så stor administrativ byrde ville inddragelsen af bøger i EUDR’s anvendelsesområde paradoksalt nok modvirke miljøvenlig praksis såsom mindre og hyppigere oplag eller brugen af print-on-demand-tjenester, der netop gør det muligt at bruge ressourcerne mere rationelt.

Læs mere om Danske Forlags øvrige arbejde med grøn bogbranche her.