Bogmomsen afskaffes

Regeringen med kulturminister Jakob Engel-Schmidt i spidsen har den 20. august meldt ud, at bøger fra 2026 bliver med nulmoms. Det er en stor festdag for læserne, bogen, forfatterne, forlagene og boghandlerne, at verdens højeste bogmoms bliver afskaffet.
Danske Forlag sender en stor tak til Jakob Engel-Schmidt og resten af regeringen for at have blik for alle bogens kvaliteter og ikke mindst for at følge troen på bogen op med så konkret og mærkbart et initiativ. Det er et initiativ, som utvivlsomt vil styrke læsekulturen og rammerne for at skrive og udgive skønlitteratur, faglitteratur, børnebøger og læremidler af høj kvalitet.

Dermed er Danmark snart ikke længere eneste land i Europa med fuld moms på bøger.