Kulturministeren sætter fokus på styrkelse af børn og unges læseglæde - forlag og forfattere opfordrer til, at der også kigges på samlingerne på PLC'erne 


Foto: Nana Reimers 

Med ordene ”Den danske børnelitteratur bugner af fantastiske fortællinger og hverdagshistorier med sjove, stærke og modige karakterer. Litteraturen er en vigtig del af den ballast, vi giver vores børn. Men desværre er det ikke alle børn, der får del i bøgernes verden” lancerer kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen den nationale indsats ”Børn og unges læseglæde – et styrket samarbejde mellem folkeskolens pædagogiske læringscentre og folkebibliotekerne”. Der er sat 8 millioner kroner af til initiativer, der kan øge læseglæden blandt børn og unge.

Sammen med forfatterforeningerne har vi skrevet til kulturministeren, at vi fra tidligere undersøgelser ved, at det har afgørende betydning for børns interesse for bøger og læsning, at bøger er tilgængelige og befinder sig dér, hvor børnene er (Læselyst og læsefællesskaber - Evaluering af den nationale læselystindsats Læselyst og læsefællesskaber for børn i indskolingens fritidstilbud - Gitte Balling for Centralbibliotekernes Programstøtte, 2021). Derfor er det meget positivt at konstatere, hvor godt bøgerne fra Bogglad-puljen er blevet modtaget ude i daginstitutionerne.  
Det nye initiativ målrettet de fagprofessionelle i PLC'erne er godt, men det bør gå hånd i hånd med en indsats, som skal sikre PLC'erne aktuelle og inspirerende samlinger af bøger. Bogsamlingerne på PLC'erne har i årtier været systematisk udpint. Så sent som i torsdags sad vi til en faglig vidensdelingsdag sammen med fagrepræsentanter for 9 PLC'er over hele Danmark, og de angav, at den største udfordring for PLC'ernes indsats for børns læseglæde er mangel på bøger. De har virkelig meget få. Og de er meget gamle og uaktuelle i forhold til der, hvor børn er socialt og mentalt i dag. Og al erfaring viser, at hvis man skal fange børns opmærksomhed i en stressende medievirkelighed, så er det indholdet, der er udslagsgivende. Der skal simpelthen fængende historier og emner til.
 
Vi opfordrer til, at projektet bliver fulgt op af en pulje, som kan inspirere og åbne nye verdener, så børn og unge mødes med nye bøger, hvor de kan relatere sig til dagsordener om klima, identitet, køn, og hvad der ellers optager børn og unge. Hvis det nye puljeinitiativ får lov at stå alene, risikerer vi, at projektet blot yderligere styrker de få PLC'er, der allerede har rammerne og ressourcerne til at udvikle samarbejde med andre aktører. Men der ligger et kæmpe trivselspotentiale i alle de andre PLC'er også. Dem skal vi også have fat i og hjælpe med det, de behøver allermest for overhovedet at komme i gang: nye, vedkommende historier til de børn, der ikke længere kan spejle sig i raske drenge og hestepiger fra 1970'erne.
Se mere på kum.dk.