Danske Forlag arbejder for, at den danske forlagsbranche udviser et aktivt og reelt medansvar for klima- og miljøpåvirkningen i bogproduktionen og dermed bidrager konkret til den grønne omstilling. Vi har valgt at gøre arbejdet sammen. Klima og miljø skal ikke være et konkurrenceparameter, men en dagsorden, som vi løfter i fællesskab i branchen. Derfor har vi med støtte fra Erhvervsministeriets CO2-pulje og i samarbejde med GRAKOM udarbejdet en nulpunktsanalyse og et samlet klimaregnskab for den trykte bogbranches CO2-udledning.
Med analysen er også udviklet et klimaberegningsværktøj, som gør det muligt for de enkelte medlemsforlag fremover selv at etablere en egen baseline og følge udviklingen, samt at identificere, hvor i produktionskæden der med størst fordel kan sættes ind for at reducere energiforbrug og CO2-aftryk. Klimaberegningsværktøjet stilles til rådighed for alle medlemsforlag og kan rekvireres ved henvendelse til Rikke Dybdahl Harpsøe - rdh@danskeforlag.dk. Danske Forlag opfordrer alle medlemsforlag til at anvende værktøjet og etablere en egen baseline samt løbende at følge udviklingen. Klimaberegningsværktøjet er udarbejdet af GRAKOM, som har udarbejdet et rådgivningstilbud, som medlemmer af Danske Forlag kan benytte sig af. Se mere her.
01
maj 2024